Hvordan belønnes hunden korrekt?

Hundetræning og dens centrum handler om at rosen hunden i det rigtige øjeblik. Godbidden skal gives i det sekund, hunden gør noget rigtigt. Når vi ved dette, har vi styr på at belønne hunden korrekt. Eller har vi? Du kan komme langt med godbidder, men du og din hund kan få meget mere ud af, at du kender til flere forskellige belønningsmetoder – og hvordan de bruges korrekt.

Hundetræning

Belønningens 6-kant – de 6 metoder

Godbidder

Godbidder er gode til at belønne hunden, uden at du får den op i energi, hvis du ønsker at situationen har ro på.  Godbidder er også meget brugbare indenfor hundetræning til bla. indlæring (trin-for-trin-træning) samt til lokning.

Det vigtige er dog, at godbidden bliver givet straks hunden, gør som du ønsker. Derfor er det en god idé at have dem klar inden du giver kommandoen, så du ikke bagefter skal til at rode i lommen for at få fat i dem. Har du ikke en godbid klar, risikerer du at belønne hunden for det forkerte. For eksempel: du beder din hund sidde og den sætter sig – hvis du så skal til at lede efter godbidden i lommen, kan hunden have rejst sig i mellemtiden. Du kommer derfor til at give belønningen for det forkerte – altså at den har rejst sig.

Er din belønning forsinket, så brug stemmen til at forlænge rosen mens du finder godbidden frem. De bedste godbidder at bruge, er lidt snaskede og (for hunden) velduftende. De skal være afpasset i en sådan størrelse, at hunden ikke skal tygge på dem. De skal faktisk være lige til at sluge.
Forudsat at hunden ikke er allergisk overfor følgende, er pølsestykker, ostetern, frikadellestykker, træningsgodbidder ol. gode at bruge. Hvis de godbidder du bruger, er tørre og ikke rigtig dufter, risikerer du at hunden hurtigt kører træt i dem. Du skal derfor overveje hvilke godbidder du bruger indenfor din hundetræning.

Berøring

At berøre hunden kan også bruges som belønning, hvis dette gøres korrekt. Dog skal nævnes, at har du en nervøs hund, f.eks. fordi du er ny ejer til en voksen hund, så undlad for meget berøring som belønning, indtil hunden er helt tryg ved dig.
Vil du belønne hunden med berøring, uden at køre den op i energi, så stryg den gerne på brystet eller på siden.

Ønsker du at forstærke eller påbegynde tempo på hunden med din belønning, så skub den gerne på siden eller på brystet, som når du leger med den. Det er fint at hunden viser glæde og leg under belønning, det forstærker blot belønningens virkning. Vær bevidst om, hvordan og hvornår du roser med berøring. For vild berøring kan have modsat effekt hvis du ønsker at have hunden i ro. Studér gerne hundens reaktion på de forskellige berøringsmetoder.

Det gode ved at bruge berøring er, at det sparer på godbidderne, hvilket er godt for overvægtige eller allergiske hunde. Hundetræning skal trods alt ikke være en julemiddag.

Verbal belønning

Brug af stemmen som belønning, kan bruges i alle former for hundetræning og aktiviteter. Dog skal man som ejer være opmærksom på, ikke at blive en støjsender for hunden. Er du typen som snakker meget til din hund, kan de rosende ord godt druknes i alle andre sætninger du siger til den. Dermed mister dine rosende ord den ønskede effekt.
Når du bruger verbal belønning, så lav gerne din stemme lys. Forudsat at du ikke taler meget til din hund i det daglige, er det fint med længere rosende sætninger, så hunden bliver glad og stolt.

Har hunden i det daglige en adfærd du bøvler med, så ros kort og præcist med ord den kender, når den har den korrekte adfærd.

Et eksempel er, hvis hunden som regel trækker når I er ude at gå. Hvis du i denne situation plejer at sige “gå fint”, så brug også disse ord når hunden endelig ikke trækker. Langt de fleste af os har en tendens til at sige alt for lange og indviklede sætninger, f.eks. “nej hvor er du dygtig at du ikke trækker i dag”. Hunden forstår ikke denne sætning. Sig i stedet ” gå fint – dygtig” eller “dygtig – gå fint”. På den måde er der langt større chance for, at hunden forstår hvad du mener, fordi den har hørt kommandoen før, men ikke forstået hvad den betød.

Ligesom med berøring, sparer denne form for belønning også på godbidderne. Samtidig kan stemmen bruges til både at køre hunden op i tempo, men også til at holde tempoet nede hvis det er det man ønsker. Det kommer alt sammen an på hvordan du bruger stemmen.

Legetøj

Belønning med legetøj er super godt, hvis man ønsker at hunden kommer i højere tempo. At kaste bold, brug af dummy eller ruske med bideskind er med til at øge adrenalinen. Brug gerne bolden eller dummy, hvis hunden i forvejen er i løb eller trav, for at lave et retningsskift og en øgning af fart som belønning.
Brug gerne bideskind inde ved kroppen, som den lidt vildere belønning.

Hvis du er til hundetræning og kan se at halen begynder at hænge og hunden keder sig, så brug gerne legetøj til at muntre op og gøre hunden glad igen. Gå evt. lidt væk fra de andre deltagere på holdet og leg med din hund et par minutter. Det vil give ny energi, så den er frisk og klar når I vælger at deltage i træningen igen.

Vær dog opmærksom på, at ikke alle hundetrænere bryder sig om dette, så fortæl gerne inden træningen starter, at du måske har tænkt dig at gøre brug af dette. Det legetøj der skal bruges, skal være noget som er nemt at have i lommen. Det skal være noget hunden synes er sjovt at lege med, og det må ikke være noget som hunden har at lege med i det daglige. Dette stykke legetøj skal udelukkende bruges som belønning.

Uanset om du rusker eller kaster, så lad altid hunden “vinde” legetøjet. Lad den løbe med det og lege med det – så snart den smider det, er det dit igen. Vil den absolut ikke slippe det igen, skal der trænes noget aflevering eller slip genstand.

Fri

Ordet FRI betyder, at hunden ikke længere er under kommando. Har din hund lært dette ord, kan det i visse situationer også bruges som belønning.
Et eksempel kan være hvis i mødes med andre hunde til leg. Inden hunden får lov at lege, kan du lave en hurtig dækøvelse (det er altid godt at øve selvkontrol). Belønning for dæk, er bare ordet “fri” – altså nu er hunden ikke længere i hundetræning, og må nu lege.

Kropssprog

Kender du til hundes dæmpende signaler, kan nogle af disse også bruges som bekræftende forstærkning, eller belønning.
At smaske og slikke sig om munden (fugte sine læber) eller gabe, er alle noget vi kan gøre på afstand af hunden og derfor kan det bruges i bl.a. afdækninger. Er din hund usikker på at blive liggende mens du står væk fra den, så gab til den og slik dig om munden. Dette er med til at forvisse hunden om, at det er korrekt hvad den gør.

Et andet eksempel kan være hvis du har gæster og er ved at lytte til en samtale, men samtidig gerne vil rose din hund for en korrekt adfærd. Så kig kort på den og smask, gab eller fugt dine læber. Hunden vil forstå det.

Kombinationer

Ofte falder det mest naturligt at kombinere flere belønningsmetoder på én gang, f.eks. at bruge stemmen sammen med berøring.
Det kan med stor fordel gøres, hvis blot du har i mente hvad de forskellige metoder forstærker og hvordan du bruger dem. God fornøjelse
Artiklen er skrevet af Hundetræner Malene Julius, for Loppetjansen.dk.

Du må gerne linke til artiklen fra din egen hjemmeside, hvis du ønsker at give informationerne videre til folk du kender eller hvalpekøber.

Vi håber du kunne bruge denne artikel om hundetræning.

Relaterede varer

Similar Posts