Skal din kanin være frikanin?
Er kaniner renlige?
Kaniner er nemme at træne til at blive renlige og bruge bakke. Det falder dem helt naturligt og de ønsker ikke at tisse og pølle, hvor de færdes, leger og aktiveres.
I kanintoilettet kan bruges spåner, træpiller, hampflis, krystaller, eller simpelthen hø eller halm.
Brug det der virker bedst for din kanin og familien. Skift det ofte, så der ikke opstår lugtgener i toilethjørnet. Særlig hvis du har en kastreret han, skal du skifte oftere.
FUN FACT: 90% af kaninens kost skal bestå af hø.

Hvad er en frikanin?
En frikanin er præcis som det lyder; en kanin, der lever et frit liv. Dette kan både være indenfor og udenfor, alt efter, hvad du har plads til og mulighed for. Vores langørede venner har brug for ca. 9 kvm i frit areal for at få den motion og bevægelsesfrihed, de har brug for. Alle kaninracer, om du har minilopper, dværgvædder eller Belgisk Kæmpe, kan være en frikanin.
En huskanin er en kanin, der har sin bopæl sammen med familien. Den er perfekt selskab for familien, om du bor i hus eller lejlighed.
Din frikanin har brug for en base
Ofte har de en base, hvor der står et bur og hvor deres toilet befinder sig. Hos nogle kan basen lukkes af, så de kan opholde sig der, når de er alene hjemme eller om natten. Se vores populære løbegård til frikaniner her.
En base skal bestå af, – et toilet, madskåle til fast foder og grøntsager, en høhæk eller høklokke, som gerne skal stå i nærheden af toilettet, passende aktivering og legetøj og ikke mindst et trygt sted at sove og putte.
Kaninens puttehule eller hus skal fores med et tæppe eller hø, alt efter hvad der passer din familie bedst. Indenfor indhegning kan du med fordel lægge tæpper eller mosplader, så det bliver rart og trygt for kaninen.
FUN FACT: Kaniner spiser og pøller gerne samtidig. Sæt derfor gerne en høhæk eller en høkugle i nærheden af deres toilet.
Kaniner er intelligente og kan blive meget tamme, bl.a. kan de lære at komme, når du kalder. Derfor er det også vigtigt, at der er forskellige aktiviteter for dem, der kan holde dem beskæftiget, så de ikke kommer til at kede sig. Forskellige ting, bl.a. kogler, ruller og gnave-aktiviteter er nødvendige for at holde dem fra familiens ledninger, møbler og sko.
FUN FACT: Når du overvejer en kanin til familien, så husk på, at de kan blive op til 15 år.
Før man anskaffer en kanin eller to, skal man huske, at de er meget sociale dyr og du derfor skal kunne afsætte tid til at nusse, børste, aktivere dem og ordne deres base.
De elsker at bruge tid med dig og du skal elske at bruge tid med dem!
Rigtig god fornøjelse med din frikanin.